Vedtægter for Ferieforeningen Vejret
Hent foreningens vedtægter som PDF på nedenstående link, eller læs som de er her :-)
Vedtægter revideret og vedtaget på generalforsamling 21. marts 2023
§ 1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er ”Ferieforeningen Vejret”. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune, foreningens postadresse er formandens, foreningens CVR-nummer er 32213723.
§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er for foreningens midler at anskaffe, forvalte og vedligeholde fast ejendom til medlemmernes rekreationsformål.
§ 3 Foreningens midler
Stk. 1 Bestyrelsen administrerer foreningens midler.
Stk. 2 Værdier over 20.000 kr. kan ikke erhverves, investeres, eller afhændes uden en generalforsamlings godkendelse.
Stk. 3 Den del af foreningens midler, som ikke er hensat til den løbende drift, kan af bestyrelsen anbringes til fornuftig forrentning.
§ 4 Medlemskab
Stk. 1 Foreningen må maksimalt have 40 medlemmer. Medlemskabet er personligt.
Stk. 2 Som medlemmer kan kun optages personale ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Stk. 3 Såfremt medlemstallet på noget tidspunkt er 35 eller der under, kan bestyrelsen beslutte, i en angivet begrænset periode, at tilbyde medlemskab til medlemmer af foreningen X-DMI og/eller til børn af eksisterende medlemmer af Ferieforeningen Vejret. Børneforholdet gælder kun for personer som er 1. generations livsarvinger til det pågældende medlem. Et sådant medlemskab er på lige vilkår med medlemmer optaget jf. § 4 stk. 2, dog med undtagelse af overdragelse af medlemskab ved dødsfald, jf. § 4 stk. 7.
Stk. 4 Optagelse foregår i rækkefølge efter venteliste, idet ansatte på DMI har fortrinsret til ledige medlemskaber.
Stk. 5 Medlemskab kan bibeholdes uanset ændring i ansættelsesforhold eller ændring i tilknytning til DMI eller Ferieforeningen Vejret.
Stk. 6 Medlemskab kan mistes ved kontingentrestance ud over 3 måneder samt ved grov misligholdelse af foreningens ejendom. Endvidere ved misbrug af foreningens sommerhus, fx overtrædelse af § 5. Eksklusion bestemmes af bestyrelsen, men kan prøves ved den førstkommende generalforsamling.
Stk. 7 Medlemskab kan ikke gøres til genstand for arv eller gæld. I tilfælde af et medlems dødsfald kan efterladte ægtefælle, hvis det ønskes, overtage medlemskabet, dog ikke hvis medlemsskabet er opnået gennem foreningen X-DMI og/eller som barn af medlem af Ferieforeningen, jf. § 4 stk. 3.
Stk. 8 Medlemmet er forpligtet til selv at sørge for at foreningen har korrekt post- og e-mailadresse.
§ 5 Leje af foreningens sommerhus
Stk. 1 Alle kan leje foreningens sommerhus.
Stk. 2 Foreningens medlemmer har fortrinsret til leje af foreningens sommerhus.
Stk. 3 Lejemålet forestås af et medlem eller anden kendt identificeret lejer, som har ansvar for at sommerhuset anvendes efter hensigten samt ansvar for at sommerhus og inventar ikke misligholdes.
Stk. 4a Medlemmer som lejer sommerhuset kan under ingen omstændigheder overdrage lejemålet til andre.
Stk. 4b Som lejer forventes medlemmet selv at gøre brug af sommerhuset, hvilket indebærer at man opholder sig minimum halvdelen af lejeperioden i huset.
Stk. 5 Såfremt man af forskellige årsager ikke kan anvende sommerhuset i hele eller dele af den tildelte lejeperiode, skal formanden underrettes.
Stk. 6 Overtrædelse af stk. 4 kan medføre eksklusion i henhold til § 4, stk. 4.
Stk. 7 Fordeling af lejeperioder sker efter retningslinjer besluttet af generalforsamlingen og bekendtgjort til medlemmerne på foreningens hjemmeside. Ved ændring af gældende retningslinjer sker orientering i generalforsamlingsreferat og e-mail.
§ 6 Kontingent, indskud og husleje
Stk. 1 Størrelsen af kontingent, rykkergebyr, indskud og husleje samt termin for opkrævning af kontingent fastsættes af generalforsamlingen. (jf. §8 stk.4 pkt.6)
§ 7 Bestyrelse
Stk. 1 Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen og består af: Formand, kasserer, 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 bestyrelsessuppleanter. Derudover vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Stk. 2 Bestyrelsen vælger selv sin næstformand blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer. Næstformanden indtræder som formand såfremt denne afgår i utide.
Stk. 3 Valgperioden er 2 år. Bestyrelsesmedlemmerne kan genvælges.
Stk. 4 Bestyrelsesmøde afholdes når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom. Dagsorden skal angives.
Stk. 5 Bestyrelsessuppleanter indkaldes også til bestyrelsesmøder og kan deltage hvis de har mulighed for det. Disse har dog ikke stemmeret.
Stk. 6 Bestyrelsessuppleanter indtræder som bestyrelsesmedlemmer såfremt ordinære bestyrelsesmedlemmer afgår i utide. Suppleanten med samme valgperiode indtræder.
Stk. 7 Afstemning ved bestyrelsesmøder sker ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed gælder formandens stemme for 2.
Stk. 8 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer inklusive formanden er til stede, eller når 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Stk. 9 Bestyrelsen fastsætter regler for kassererens og revisorens arbejde.
Stk. 10 Bestyrelsen forestår vedligeholdelse og udlejning af foreningens faste ejendom. Fordeling foretages snarest belejligt efter gældende retningslinjer jf. § 5, stk.7.
§ 8 Generalforsamling
Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Stemmeberettiget er medlemmer, der ikke er i restance.
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved e-mail til alle foreningens medlemmer (se § 4, stk. 6).
Stk. 3 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte og beslutninger træffes ved almindeligt flertal (se dog stk. 8.).
Stk. 4 Dagsorden ved den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Valg af stemmetællere
- Bestyrelsen aflægger beretning
- Kassereren fremlægger revideret regnskab
- Valg i henhold til stk. 7
- Fastsættelse af budget, kontingent, termin for kontingent, rykkergebyr, indskud, husleje og retningslinjer for tildeling af lejeperioder (jf. § 5, stk.7)
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Stk. 5 Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen, og sendes ud til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen. Mindre ændringsforslag kan fremsættes på selve generalforsamlingen.
Stk. 6 Bestyrelsen kan beslutte at udsende vigtige bestyrelsesbeslutninger eller forslag til urafstemning. Almindeligt flertal gælder.
Stk. 7 I lige år vælges kasserer, 2 bestyrelsesmedlemmer, 1 suppleant, samt 1 revisor. I ulige år vælges formand, 2 bestyrelsesmedlemmer, 1 suppleant samt 1 revisorsuppleant.
Stk. 8 Ændring af foreningens vedtægter kan kun vedtages, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen eller har stemt pr. brev eller e-mail og mindst 3/4 af disse stemmer for.
Stk. 9 Afstemning på generalforsamlingen foregår ved håndsoprækning, dog som skriftlig afstemning såfremt blot én af de tilstedeværende fremsætter krav herom.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når formanden eller bestyrelsens flertal ønsker det, desuden når mindst ¼ af foreningens medlemmer fremsætter begrundet skriftligt krav herom. Indkaldelse sker som ved ordinær generalforsamling.
§ 10 Tegning og hæftelse
Stk. 1 Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden. Formanden kan meddele foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgående forpligtelser.
Stk. 2 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
§ 11 Foreningens opløsning
Foreningen kan opløses når 4/5 af foreningens medlemmer ved en urafstemning stemmer derfor. Der indkaldes herefter til afsluttende generalforsamling, som træffer beslutning om aktivernes afvikling.